Skip to the content

Når et sponsorat er mere end penge

Kasper Vilfort - målmand og energikonsulent

Kasper Vilfort - målmand og energikonsulent

Energihuset Danmark lægger hvert år store sponsorater i nogle af Danmarks allerbedste fodboldklubber. Det gør virksomheden i forhold til at øge forretningen og kendskabet. Men nu går Energihuset Danmark skridtet videre. Mens sponsoraterne i Superligaklubberne mest bliver lagt i netværk og bandereklamer, engagerer virksomheden sig nu også menneskeligt i Danmarksserieklubben Brønshøj – Energihuset har nemlig ansat klubbens målmand.

Sidste sæson sved i den stolte danske fodboldklub Brønshøj – nedrykningen fra 2.division til Danmarksserien betød ikke alene mindre kroner i kassen, tab af status og et knæk på stoltheden. Det betød også et farvel til professionel fodbold og dermed evnen til at kunne lønne spillerne. Behovet for et fuldtidsjob ved siden af fodbolden blev med andre ord endnu vigtigere for dem, der blev i den hvepsestribede trøje.

Og det er i den forbindelse, klubbens mangeårige sponsor Energihuset Danmark besluttede sig for, at hjælpen ikke længere kun skulle være økonomisk. Som noget helt nyt besluttede virksomheden nemlig at bidrage til, at klubbens spillere kunne forblive aktive i kampen for at genvinde pladsen i 2.division og samtidig tjene en fast månedsløn i en fleksibel hverdag. Løsningen blev, at Energihuset Danmark rekrutterede deres næste medarbejder i spillertruppen. Og det betyder, at målmand Kasper Vilfort i dag både kan passe træning og kamp i Brønshøj OG have et fleksibelt fuldtidsjob i Energihuset.

- Vi besluttede os for at tænke nyt i forhold til de sponsorater, vi i dag har med tre danske fodboldklubber. Vi vil gerne gøre noget mere end bare at lægge en pose penge. Og derfor fik vi ideen til at kigge den vej, da vi manglede en ny medarbejder. Det gav os den fordel, at vi kendte til Kasper og den person han er, inden vi ansatte ham. Og omvendt har det den positive effekt for ham, at vi har en forståelse for hans fodboldkarriere og den fleksibilitet han har behov for i forhold til også at passe den, siger direktør i Energihuset Danmark Ole Sondrup.

Udvikling på og udenfor banen
Og lige nøjagtigt det gensidige kendskab og fleksibiliteten vejer tungt hos Kasper Vilfort, der samtidig ser mulighed for at udvikle sig professionelt - også udenfor fodboldbane. Tidligere arbejdede han som VVS’er. Med skiftet til Energihuset kan han nu også forfølge en ny karrierevej.

- Det her betyder, at jeg er landet et sted, hvor jeg både kan rykke mig menneskeligt og fagligt samtidig med, at jeg også kan holde fokus på fodbolden. Og det kan jeg, fordi både Energihuset og jeg kender til premissen på forhånd – de ved, at jeg ved siden af mit fuldtidsjob også skal passe min fodbold. Og det giver bare en mere forstående chef og en meget større fleksibilitet, siger han og peger på, at Energihusets tiltag også siger rigtigt meget om virksomhedens menneskelige interesse i klubben. 

Energihuset Danmark har været sponsor i Brønshøj i 5 år og har derfor fulgt klubben i både med- og modgang. Og derfor betyder det også ekstra meget for sportschef Thomas Ibsen, at virksomheden netop nu træder ind fra en uventet kant.

- I Danmarksserien kan vi ikke længere lønne vores spillere, og derfor er det jo altafgørende, at de i stedet kan finde og få et godt job, der samtidig giver dem muligheden for at træne og spille kamp. At Energihuset Danmark som sponsor tager så stort et ansvar i den sammenhæng er jo bare super fedt. Den måde, de med det her initiativ har involveret sig på, håber vi kan være inspirerende for andre. For hvis vi som klub kan bruge vores netværk og sponsorer til at skaffe job til spillerne, så vil det helt sikkert gøre det nemmere at rekruttere spillere i fremtiden, siger Thomas Ibsen.

Vil inspirere andre
Og står det til Energihusets direktør Ole Sondrup, så er det vejen frem – både for klubber der er afhængige af, at deres spillere henter løn et andet sted og for sponsorerne, der skal sikre sig nye medarbejdere.

- Vi vil meget gerne opfordre andre sponsorer til at gøre det samme. Netværkene ude i klubberne er stærke og hvorfor ikke inspirere hinanden? På sigt kunne man måske endda tænke det ind i selve sponsoraterne. Jeg kan kun se, at det vil være en fordel for alle parter – både klub, sponsor og spillere, siger han.

Udover i Brønshøj har Energihuset Danmark også sponsorater i Superligaklubberne Brøndby og FC Nordsjælland.